Benner og Wrubel går ind for den fenomenologiske tilgang, hvor man også medinddrager den mekaniske tilgang til patienterne. Det vil sige at man ser det hele menneske med krop og sjæl, fremfor man kun har fokus på det instrumentielle.
Mekanistisk tilgang
I denne tilgang opfattes patienten som et objekt eller et apparat. Her har sygeplejersken fokus på de instrumentelle ting, som fx at måle blodtryk, måle saturation, anlæggelse af kateter eller lignende. Her er den objektive sygdom i fokus, og man ser derfor ikke på patienten som en helhed. For en patient er det vigtigt, at krop og sjæl er en helhed, men det er ikke noget den mekanistiske tilgang prioriterer.
Benner og Wrubel rejser en stor kritik for denne tilgang, da mennesket ikke bliver set og hørt, som det har krav på. Patienten kan nemt blive svigtet, men på den anden side er det også godt med en mekanisk tilgang, da tidligt kritiske sygdomme hurtigt bliver opfattet her.
Fænomenologisk tilgang
I denne tilgang er det vigtigt, at krop og sjæl er sammenhængende. Patienten bliver set som en helhed. Sygeplejersken vægter både de instrumentelle ting, men også dialogen med patienten - sygeplejersken er i situationen og ser ind i fremtiden sammen med patienten. Man er unik og man skal tage udgangspunkt i den enkeltes situation.
Ud fra dette, er det vigtigt, at man prøver at få patienten indblandet i situationen - og i denne situation KOL patienter. I casen ser man som et eksempel, at hans BMI er på 18. Han er derfor undervægtig og har brug for den fornødne hjælp til at blive behandlet, så han ikke længere ligger på grænsen mellem undervægtig og normalvægtig. Her er den fænomenologiske tilgang vigtig, for at finde ud af, hvorfor patienten er blevet så undervægtig. Han har problemer med at spise og synke, og sygeplejersken kan derfor hjælpe med at finde en helhedsorienteret måde, hvorpå han igen kan mestre sit liv og sin sygdom. Det er vigtigt, at sætte sig ind i patientens situation og levevilkår.
På den ene side er det vigtigt at få den mekaniske tilgang ind, så man hurtigt kan undersøge, hvordan værdierne er, hvad saturationen er mv., men det er også vigtigt, at have den fænomenologiske tilgang med, så man ved, at patienten bliver set på som en helhed - patienten bliver indblandet og man får det bedst mulige ud af den enkeltes situation og holdning. På denne måde, kan man også få den bedst mulige helhedsorienterede behandling.
13) (Omsorgens betydning i sygepleje P. 23-78)
Stress og mestring
Stress defineres som forstyrrelser af meninger, forståelse og normal funktion, med oplevelsen af skade, tab eller udfordring som følge, og der kræves sorg, fortolkning eller erhvervelse af nye færdigheder.
Oplevelsen af stress er et resultat af, at man ikke mestre et problem godt nok. Denne definition danner grundlag for de fleste mestringssystemer.
Mestring er hvad patienten stiller op med den forstyrrelse, som indebærer tab, trussel eller skade. Mestring er at finde mening og sammenhæng igen. (Fænomenolog)
Mestring forståes typisk som at gøre noget direkte, men det kan også være en form for mestring ikke at gøre noget. Det kan også være at søge information af relevans for situationen, at forsøge at ændre den måde man tænker på den stressede situation.
Patienten er i denne case nødt til at finde en måde at mestre sin situation på. Hans liv er ændret for altid og han skal igen finde mening med livet, han skal finde sammenhæng igen. Sygdom er en stressende situation for kroppen, og patienten skal finde sin egen måde at mestre det på.
13) (Omsorgens betydning i sygepleje P. 83-87)
Mestring af cancer: Sygeplejerskens perspektiv
Ud fra et sygeplejerskeperspektiv må sygdom og lidelse være til at forholde sig til og ikke fremmedgjort, hvis en sygeplejerske skal kunne vejlede, trøste og guide patienten i dennes mestring af en sygdom (Fagin og Diers (1983))
Sygeplejersker tilstræber sig at forstå sygdomsoplevelsen fra patients perspektiv, hvilket betyder at de personligt er nødt til at forlige sig med patienternes lidelse og invaliditet. Sygeplejesker arbejde i intime regioner, og typisk gennemgår patienter de mest skræmmende og forsigtige personlige spørgsmål over for sygeplejersker. Sygeplejersken må udvikle specifikke mestringsfærdigheder og perspektiver på sygdommen som hun eller han lærer professionlet, personlig og klinisk af patienter.
Sygeplejersken skal sætte sig ind i patientens situation. Sygeplejersken skal have viden om patientens sygdom, for at kunne hjælpe patienten med at kunne mestre situationen og patiens spørgsmål om sygdommen.
13) (Omsorgens betydning i sygepleje P. 285-286)
Empowerment
Empowerment er et begreb som belyser de processer, der støtter mennesker i en situation af afmagt, således at man oparbejder styrke og kraft nok til at håndtere afmagten samt at vende det til magt.
Der findes 3 niveauer i begrebet empowerment; et individuelt psykologisk plan, et strukturelt organisatorisk plan samt et lokalt samfundsplan. Det individuelle psykologiske plan retter sig mod de strategier samt processer som har til hensigt at øge patientens kontrol over sit eget liv samt at give patienten et bedre selvbillede, der i blandt selvværd, selvrespekt, selvtillid samt øgede kompetencer.
Det strukturelle organisatoriske plan omhandler barrierer, samfundsstrukturer samt magtforhold, som opretholder ulighed og uretfærdighed, hvilket begrænser patientens mulighed for kontrol over eget liv. Det lokale samfundsplan omfatter patientens sociale netværk.
Når vi som fagpersoner samarbejder med en patient som lider af KOL samt er post-operativ, er det her vigtigt at patienten bliver behandlet med empowerment. Vi vil opfordre og motivere patienten til at finde viljen, styrken og motivationen i sig selv med støtte fra os. Det er ligeledes vigtigt at vi som fagpersoner ikke blot fokuserer på det individuelle psykologiske plan, men får indraget det strukturelle organisatoriske plan samt det lokale samfundsplan da det hele går op i en højere enhed og er forbundet, for at forsøge at sikre patienten livskvalitet. Det centrale ved empowerent er at kunne se sammenhængen mellem de 3 ovenstående planer således at patientens livssituation ses i forhold til de strukturelle samt samfundsmæssige forhold, patientens liv udspiller sig i.
14) (Rehabiliterende sygepleje P. 97-98)
Mekanistisk tilgang
I denne tilgang opfattes patienten som et objekt eller et apparat. Her har sygeplejersken fokus på de instrumentelle ting, som fx at måle blodtryk, måle saturation, anlæggelse af kateter eller lignende. Her er den objektive sygdom i fokus, og man ser derfor ikke på patienten som en helhed. For en patient er det vigtigt, at krop og sjæl er en helhed, men det er ikke noget den mekanistiske tilgang prioriterer.
Benner og Wrubel rejser en stor kritik for denne tilgang, da mennesket ikke bliver set og hørt, som det har krav på. Patienten kan nemt blive svigtet, men på den anden side er det også godt med en mekanisk tilgang, da tidligt kritiske sygdomme hurtigt bliver opfattet her.
Fænomenologisk tilgang
I denne tilgang er det vigtigt, at krop og sjæl er sammenhængende. Patienten bliver set som en helhed. Sygeplejersken vægter både de instrumentelle ting, men også dialogen med patienten - sygeplejersken er i situationen og ser ind i fremtiden sammen med patienten. Man er unik og man skal tage udgangspunkt i den enkeltes situation.
Ud fra dette, er det vigtigt, at man prøver at få patienten indblandet i situationen - og i denne situation KOL patienter. I casen ser man som et eksempel, at hans BMI er på 18. Han er derfor undervægtig og har brug for den fornødne hjælp til at blive behandlet, så han ikke længere ligger på grænsen mellem undervægtig og normalvægtig. Her er den fænomenologiske tilgang vigtig, for at finde ud af, hvorfor patienten er blevet så undervægtig. Han har problemer med at spise og synke, og sygeplejersken kan derfor hjælpe med at finde en helhedsorienteret måde, hvorpå han igen kan mestre sit liv og sin sygdom. Det er vigtigt, at sætte sig ind i patientens situation og levevilkår.
På den ene side er det vigtigt at få den mekaniske tilgang ind, så man hurtigt kan undersøge, hvordan værdierne er, hvad saturationen er mv., men det er også vigtigt, at have den fænomenologiske tilgang med, så man ved, at patienten bliver set på som en helhed - patienten bliver indblandet og man får det bedst mulige ud af den enkeltes situation og holdning. På denne måde, kan man også få den bedst mulige helhedsorienterede behandling.
13) (Omsorgens betydning i sygepleje P. 23-78)
Stress og mestring
Stress defineres som forstyrrelser af meninger, forståelse og normal funktion, med oplevelsen af skade, tab eller udfordring som følge, og der kræves sorg, fortolkning eller erhvervelse af nye færdigheder.
Oplevelsen af stress er et resultat af, at man ikke mestre et problem godt nok. Denne definition danner grundlag for de fleste mestringssystemer.
Mestring er hvad patienten stiller op med den forstyrrelse, som indebærer tab, trussel eller skade. Mestring er at finde mening og sammenhæng igen. (Fænomenolog)
Mestring forståes typisk som at gøre noget direkte, men det kan også være en form for mestring ikke at gøre noget. Det kan også være at søge information af relevans for situationen, at forsøge at ændre den måde man tænker på den stressede situation.
Patienten er i denne case nødt til at finde en måde at mestre sin situation på. Hans liv er ændret for altid og han skal igen finde mening med livet, han skal finde sammenhæng igen. Sygdom er en stressende situation for kroppen, og patienten skal finde sin egen måde at mestre det på.
13) (Omsorgens betydning i sygepleje P. 83-87)
Mestring af cancer: Sygeplejerskens perspektiv
Ud fra et sygeplejerskeperspektiv må sygdom og lidelse være til at forholde sig til og ikke fremmedgjort, hvis en sygeplejerske skal kunne vejlede, trøste og guide patienten i dennes mestring af en sygdom (Fagin og Diers (1983))
Sygeplejersker tilstræber sig at forstå sygdomsoplevelsen fra patients perspektiv, hvilket betyder at de personligt er nødt til at forlige sig med patienternes lidelse og invaliditet. Sygeplejesker arbejde i intime regioner, og typisk gennemgår patienter de mest skræmmende og forsigtige personlige spørgsmål over for sygeplejersker. Sygeplejersken må udvikle specifikke mestringsfærdigheder og perspektiver på sygdommen som hun eller han lærer professionlet, personlig og klinisk af patienter.
Sygeplejersken skal sætte sig ind i patientens situation. Sygeplejersken skal have viden om patientens sygdom, for at kunne hjælpe patienten med at kunne mestre situationen og patiens spørgsmål om sygdommen.
13) (Omsorgens betydning i sygepleje P. 285-286)
Empowerment
Empowerment er et begreb som belyser de processer, der støtter mennesker i en situation af afmagt, således at man oparbejder styrke og kraft nok til at håndtere afmagten samt at vende det til magt.
Der findes 3 niveauer i begrebet empowerment; et individuelt psykologisk plan, et strukturelt organisatorisk plan samt et lokalt samfundsplan. Det individuelle psykologiske plan retter sig mod de strategier samt processer som har til hensigt at øge patientens kontrol over sit eget liv samt at give patienten et bedre selvbillede, der i blandt selvværd, selvrespekt, selvtillid samt øgede kompetencer.
Det strukturelle organisatoriske plan omhandler barrierer, samfundsstrukturer samt magtforhold, som opretholder ulighed og uretfærdighed, hvilket begrænser patientens mulighed for kontrol over eget liv. Det lokale samfundsplan omfatter patientens sociale netværk.
Når vi som fagpersoner samarbejder med en patient som lider af KOL samt er post-operativ, er det her vigtigt at patienten bliver behandlet med empowerment. Vi vil opfordre og motivere patienten til at finde viljen, styrken og motivationen i sig selv med støtte fra os. Det er ligeledes vigtigt at vi som fagpersoner ikke blot fokuserer på det individuelle psykologiske plan, men får indraget det strukturelle organisatoriske plan samt det lokale samfundsplan da det hele går op i en højere enhed og er forbundet, for at forsøge at sikre patienten livskvalitet. Det centrale ved empowerent er at kunne se sammenhængen mellem de 3 ovenstående planer således at patientens livssituation ses i forhold til de strukturelle samt samfundsmæssige forhold, patientens liv udspiller sig i.
14) (Rehabiliterende sygepleje P. 97-98)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar