tirsdag den 23. september 2014

Ernæring

Ernæring i forhold til KOL patienter er ekstremt vigtigt da mange patienter med sygdommen har svært ved at spise tilstrækkeligt. De taber sig og kan risikere at blive undervægtige på meget kort tid, og dette er med til at forværre tilstanden. KOL patienter kan opleve problemer med at tygge samt at synke maden, da åndedrætsmønsteret er forringet samt nedsættelse af iltoptagelsen - fordøjelsen er en iltkrævende proces. Store måltider kan endda gå hen og medføre dyspnø, og dette kan medføre træthed samt mindre energi til at spise. Det anbefales derfor at spise små måltider mange gange, i løbet af dagen.

Stock foto af 'kost, Food, Choice'
"Uden mad og drikker dur helten ikke" lyder et ordsprog. Vores tilgang lyder således at uden mad og træning, dur helten ikke. Sådan er det også for en KOL patient. Det er meget vigtigt, at man får indtaget det korrekte ernæringsbehov, men det er også meget vigtigt, at man får trænet og opretholdt muskelmasse. Mange undervægtige KOL patienter har desværre stor risiko for at bruge mere energi, end de indtager, hvilket resulterer i yderligere vægttab. Man skal derfor som sygeplejerske, hjælpe patienten med at bevare/oparbejde muskelmassen og guide patienten til fysisk aktivitet, samtidigt med at kosten også skal være på plads. Når det gælder kosten, ville anbefalinger som flydende ernæring være ideelt, netop fordi, det ikke er så iltkrævende at indtage, som fast føde ville være.

Studier har vist, at over halvdelen af alle KOL patienter har et hvilestofskifte, som er omkring 10 % højere end raske personer, og mange af disse patienter derfor bruger meget mere energi på at udføre fysisk aktivitet og indtage føde, end hvad raske ville gøre. Derfor er det meget vigtigt, at de får et stort indtag af protein, gerne i alle deres måltider igennem dagen.

1) (Kol sygdom, behandling og organisation. P. 101-108)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar